Livet under isen

Under og langs iskanten i Grønland, der et rigt dyreliv, på trods af det barske klima der gør, at havet kan være sækket af metertyk is. Dyreplankton spiller en stor rolle, da de transporterer energien fra planteplankton til de højere niveauer i fødenettet, fx fisk, hvaler, fugle og isbjørne.

En af grundene til det rige dyreliv er, at der er en stor vandbevægelse, som gør at algerne og næringsstofferne kommer i kontakt med hinanden. Der skabes dermed en stor primærproduktion i de øverste vandlag, da det er der sollyset når ned. Planktonalgerne får altså optimale forhold til at lave fotosyntese.

Om sommeren når isfjeldene smelter, sker der en vandbevægelse, hvor det ferske vand fra de smeltede isfjelde, bevæger sig nedad, for efterfølgende at stige op igen. På den måde kommer der mere mineralholdigt og saltholdigt vand op, som planktonalgerne bruger i forbindelse med primærproduktionen.

I havisen og på havisens underside findes der nogle særlige alger, som har tilpasset sig til at leve under disse forhold. De kaldes isalger. De er tilpasset til de dårlige lysforhold, som der er under isen. Trods de dårlige lysforhold, er isalgerne i stand til at lave fotosyntese, da de findes i kanaler og hulrum i isen, hvor der er meget næring i form af kvælstof og fosfor.

Klimaændringernes konsekvenser for livet under isen:

Det varmere klima gør, at der vil være en kortere periode med havis. Undersøgelser har vist, at længere isfri perioder, vil føre til en øget primærproduktion, da der vil være længere perioder med sollys. Den øgede primærproduktion vil formegentlig ændre på økosystemet. Den øgede primærproduktion kan betyde, at der kommer flere dyreplankton. Det vides ikke hvilken betydning det rolleskift kan få. 

.

Den store primærproduktion danner basis for vandloppernes vækst. Vandloppernes fedtdepoter har stor betydning for resten af fødekæden. I Diskobugten i Vestgrønland har professorer forsket i vandlopperne. I Diskobugten findes der tre forskellige slags vandlopper. To af dem er tilpasset det arktiske klima, mens den tredje er tilpasset varmere temperaturer. Balancen mellem de forskellige arter af vandlopper, har stor betydning for de andre dyr i fødekæden. De arktiske vandlopper, indeholder mere energirigt fedt, end de vandlopper som er tilpasset varmere temperaturer. I det arktiske havs fødekæde er fedt livsvigtig, da det indeholder meget energi, og bruges som isolation. Vandlopperne bliver spist af fisk, som bliver spist af bl.a. sæler, som bliver spist af hvaler eller isbjørne. Derfor er det vigtigt for alle dyrene, at vandlopperne indeholder meget fedt, da de er basis for, at alle dyrene kan få nok fedt på kroppen, til at overleve det kolde klima.

Den arktiske vandloppe, kaldet Calanus Glacialiser, er tilpasset det kolde vand, ved at lagre deres fedt i depoter. De består af 60-70% fedt. Derfor kaldes de for de fede vandlopper.  Fedtdepoterne gør, at de kan overleve at gå i dvale om vinteren. Fedtdepoterne gør det også muligt for vandlopperne, at lægge æg før algeopblomstringen. Den anden art af vandlopper, kaldet Calanus Finmarchicus, må vente til algerne begynder at opblomstre om foråret. Derfor får de fede vandlopper et forspring i forhold til de tynde vandlopper, da deres fedtdepoter er mindre.

Klimaændringernes konsekvenser for vandlopperne:

Vandet bliver varmere, og det kan få den betydning, at de fede vandlopper ikke længere kan lægge æg, før de tynde vandlopper. Hvis der kommer flere af de tynde vandlopper, vil de dyr, som spiser vandlopperne, komme til at mangle fedt, og dermed få svære ved at overleve de kolde perioder.  For 20 år siden var det ca. 10% af vandlopperne ved Diskobugten, som var af den tynde art Calanus Finmarchicus. I dag er det tal steget til 50-60%. Det skal dog lige siges, at denne udvikling ikke nødvendigvis skyldes klimaændringerne, men derimod ændringer i strømforholdene. 

Kilder: Nielsen, Svend Erik. Klimaændringer i Arktis, afsnit: livet ved iskanten

http://www.dr.dk/P1/Videnskabensverden/Udsendelser/2011/07/29162854.htm

De mange miljøgifte man kan spore på Grønland kan deles op i 3 hovedgrupper.

- Tungmetaller

- Olie

- POP’er (Persistent Organic Pollutant)

POP’er og tungmetaller er kommet med hav og luftstrømme helt fra Rusland, USA og Europa. Stofferne optages i dyrenes fedtvæv og nedbrydes meget langsomt, derfor vil der ske en bioakkumulering. Pga. dyrene har forskellige fødekæder vil tungmetallerne påvirke dem forskelligt.

Hvalros –

Forureningen fra skibstrafik er et stort problem for Hvalrosserne. Især i de områder hvor der er stærk skibstrafik. Her kan skruerne høje lyd forstyrre hvalrosserne i parrings sæsonen. Hvis de ikke kan kommunikere, kan det have fatale konsekvenser for hvalrosserne, da den livsvigtige kommunikation går tabt. Det er ikke kun skibe der forstyrre hvalrosserne. Hvalrosser med faste liggepladser kan blive skræmt væk af larmen fra fly eller helikoptere.
Miljøgifte som olie kan også have en fatal konsekvens for hvalrosserne. Hvis der sker et olieudslip vil olien ligge sig hen over bunden, hvor hvalrosserne finder deres primære føde, nemlig muslinger. Truslen med overfiskeri er dog den største for hvalrossen.

Den er dog et af de dyr der vil have fordel af at isen smelter, da det vil større muligheder for at finde muslinger. De vil også have bedre muligheder for at finde ynglinge steder, da de foretrækker strande og klipper.

Isbjørn –

Isbjørnen er den der rammes hårdest af miljøgifte da den ligger højest i fødekæden. Derudover spiser den meget fedt da det indeholder mere energi og ikke vejer så meget. Da f.eks. tungmetaller bliver optaget i fedtvævet vil isbjørnen få alle leddenes miljøgifte, og derfor bliver den ramt hårdest.
Miljøgiftende påvirker bjørnens evne til at forplante sig. Forskeren Sven Erik Nielsen der har målt på isbjørne i 40år siger at bjørne med mange miljøgifte i sig havde langt mindre testikler. Dette kan selvfølgelig over længere sigt have store konsekvenser for bestanden hvis isbjørne hannerne ikke kan forplante sig ordenligt. Der er også fundet beviser for at bjørnene for dårligere immunsystem, misdannet afkom og skader på nervesystemet.
 

Isbjørnens største problem er at isen smelter. Den kan ikke finde føde lige så nemt, da den nu skal bevæge sig over større afstande. Isbjørnens primær føde kommer fra ringsæler. Ringsælernes problem er at de skal bruge is og sne til at yngle. Så når der bliver færre muligheder for dette med isens tilbagetrækken, bliver der mindre sæler til isbjørnen. Derudover vil de have meget mere plads at svømme på. Dvs. de ikke nødvendigvis har brug for åndehullerne. Men en af isbjørnens jagtmetoder er at vente ved et åndehul, og derefter slå sælen i hovedet når den kommer op. Men hvis åndehullerne ikke bliver brugt, vil det også betyde færre sæler til isbjørnen.

Olieforurening er et af de største problemer for Arktis. Når der sker et olie udslip bliver hele fødenettet ramt. Problemet bliver kun værre af der er så koldt. Normalt vil en række af oliens kulstofforbindelser fordampe hurtigt, men isens tilstedeværelse nedsætter fordampningen. Derudover går nedbrydnings processen også meget langsommere pga. de kolde temperaturer.

Zooplankton og vanlopperne optager oliepartiklerne der siver ned i vandet og vil derved videreføre den til resten af fødenettet. Der kan ses en række skader på fisk, fiskeæg og larver. Deriblandt skader på nervesystemet og adfærdsforandringer. Der er også fundet mutationer i deres DNA i form af kræft.

Men det er ikke kun dyrelivet der er hårdt ramt af olieudslip. Der er findes også store konsekvenser ingen for plantelivet. Olien spærrer nemlig for planternes sollys så de ikke kan lave fotosyntese.
Dem der er mest ramt er dog fuglende. Olien trænger nemlig ind under deres fjer og ødelægger isolationsevnen. Dette resultere i at de enten dør af kulde eller drukner.

-Kilder Vagn

- Sven Erik Neilsen

-Klimaforandringer i Arktis - Miljøforurening i Arktis0001...  

- Klimaforandringer i Arktis - Isbjørne på tynd is0001.pdf